Af Lasse Borch Frisendal
De få gange i ens liv, hvor man kommer i tanke om de skotske Orkneyøers eksistens, er det første, man tænker på, måske bare får og stormende vejr. Man tænker nok ikke på house musik og den oscar-nominerede irsk-amerikanske stjerne Saoirse Ronan. Men The Outrun har både får, storme, house musik og Saoirse Ronan, samlet i én film, der samtidig er et smukt, ambitiøst og hjerteskærende drama om afhængighed.
Baseret på den prisvindende memoir af samme navn, skrevet af den skotske journalist Amy Liptrot, møder vi i The Outrun den 29-årige restituerende alkoholiker Rona (Saoirse Ronan). Efter 10 år i London drager hun tilbage til de skotske Orkneyøer, hvor hun voksede op, i et forsøg på at holde sig ædru. Men hendes hårde familieliv samt øernes mange myter kryber sig langsomt ind i Ronas bevidsthed og vækker minder, hun ellers prøver at fortrænge.
Med denne slags fortælling, der fokuserer så meget på én karakters indre, kan en film leve eller dø baseret udelukkende på hovedskuespilleren. Heldigvis beviser Saoirse Ronan igen, hvorfor hun omtales som en af de stærkeste skuespillere i hendes generation. Hun leverer nemlig en fantastisk og alsidig præstation, der samtidig er charmerende, frastødende, håbefuld og deprimerende. Selv i de helt små scener, hvor hun bare lytter til house musik og fumler med et stykke tang, er der en emotionel dybde i hendes mimik, der fortæller alt uden at sige noget som helst.
Det er faktisk ofte i den slags små scener, at The Outrun er mest effektiv. Den tyske instruktør, Nora Fingscheidt, har nemlig et øje for timing, narrative paralleller og malerisk framing, der, sammen med gåsehudsfremkaldende præstationer, konstant er i kamp med ens tårekanaler.
Hun formår for eksempel at gøre noget så simpelt som et FaceTime opkald med Ronas far til en af de mest emotionelt brutale scener, jeg længe har set.
Dog bukker filmens skønhed og hjerteskærende plot nogle gange under for sin egen ambition.
For i sit fokus på en smuk og nytænkende filmteknik, der inkorporerer træk fra både fiktion, dokumentarer og animation, går der desværre noget tabt fortællingsmæssigt. Og det er ikke kun det stilistiske, der forvirrer The Outruns historie. For filmens generelle struktur hopper konstant rundt i tid, rum og flashbacks uden at give publikummet mulighed sidde og forstå alt, der lige skete. Der er ofte for mange bolde i luften på én gang, hvilket gør det svært at blive fuldt investeret i filmen.
The Outrun er en barsk og beundringsværdig portrættering af traume og afhængighed, der, til tider, bliver fortabt i sin stormende ambition. Men på trods af visse strukturelle problemer, er det, i høj grad takket være Saoirse Ronan, alligevel umuligt ikke at blive rørt, når filmen endelig når sit hæsblæsende crescendo af et klimaks.
Kommentarer